Baggrund

Det begyndte i 2002

Danske Ølentusiaster Lokalafdeling har sit udspring i det der idag hedder Region Nordsjælland. Det var da også under dette navn at foreningen startede sine første møder for medlemmer der boede i det nordsjællandske.

Siden foreningens start i 1998 havde det været kotyme at i hvertfald de sjællandske medlemmer mødtes fast hver måned på først Bryggeriet Apollo ved siden af Tivoli og siden på Brasserie Degas i Jernbanegade, København. Men den lille forening voksede og voksede og snart var hver en kvadratcentimeter optaget, når vi holdt medlemsmøder på Degas. Godt at brandmyndighederne ikke kiggede forbi, når vi var der!

Noget måtte gøres. Danske Ølentusiasters bestyrelse havde indset at der var behov for at opsplitte foreningen i et antal regioner, dels for at tiltrække flere nye medlemmer og dels for at få plads til disse. Region Nordsjælland kom således til verden som en af de første regioner på initiativ af Arne Slej og Christian Erichsen. Begge havde vi ofte deltaget i møderne i København og oplevet trængselstilstande der mindede om et metrotog i Tokyo i myldretiden. Efter flere møder i Arnes lejlighed i efteråret 2001 og indtagelse af et ukendt antal gode øl blev køreplanen lagt for oprettelsen af en ny nordsjællandsk region, så at det hastigt voksende antal nordsjællandske medlemmer kunne få deres eget mødested.

Efter lidt brainstorming over mulige steder, der serverede et anstændigt udvalg af øl med andre navne end Tuborg og Carlsberg, blev vi hurtigt enige om at kontakte den daværende ejer af Café La Belle Vie, Dan Prehn, der var meget villig til at lægge lokaler til vore kommende medlemsmøder. Herefter blev der udsendt invitation til samtlige medlemmer i Nordsjælland og den 15. januar 2002 var Danske Ølentusiaster Region Nordsjælland en realitet. Der blev dannet et aktivitetsudvalg, der skulle stå for planlægning og gennemførelse af medlemsaktiviteter. Det bestod af Christian Erichsen som regionsformand, Lars Jørgensen som regionsnæstformand og der udover af Niels Hansen, Dion Bjurner, Merete Stenner Hansen, Michael Harly og Dan Prehn.

Siden fulgte mange gode arrangementer og efter kun godt et år besluttede bestyrelsen, at nu skulle også regionerne opdeles. Region Nordsjælland opdeltes i lokalafdelinger med tilhørssteder i først Birkerød, herefter Hillerød og Frederikssund. Senere er Helsingør også kommet til.

Første officielle møde i den nye Lokalafdeling Hillerød var 11. februar 2003. Første lokalformand blev Niels Hansen. Efterfølgende er Region Nordsjælland gået fra at arrangere medlemsaktiviteter til idag primært at være en administrativ enhed som lokalafdelingerne refererer til.

Fra og med årsmødet i oktober 2003 var Christian Erichsen lokalformand.

 

Formandsskifte 2013

Efter to år på posten, valgte Bjørn at trække sig som formand og Jan Heine Rasmussen tog stafetten op.

Den nye bestyrelse består af Steen Larsen medlem af regionen, Webredaktør Brian Boese, næstformand Henrik Lyksborg, kasser Robert Albrecht og Formand Jan Heine Rasmussen.

Formandsskifte 2011

Ved årsmødet den 21. oktober 2011 blev Bjørn Vadt Christensen valgt til ny lokalformand. Christian ønskede efter otte år på posten, at træde lidt i baggrunden og lade nye kræfter komme til.

Tv. Christian Erichsen og th. Arne Slej, på Café La Belle Vie umiddelbart efter at Danske Ølentusiaster Region Nordsjælland er en realitet.